En motorikbane er meget mere end en forhindringsbane

Af MacKenzie, stifter af Ninja Kid

Jeg hedder MacKenzie og står bag Ninja Kid. Når jeg tager Ninja Kid-banen med ud til mine nevøer, bliver jeg hver gang mindet om, at legen begynder længe før, det første barn hænger i ringene.

Banen kommer faktisk med sin egen opbevaringspose. Men efterhånden har vi fået så meget tilbehør, at én pose ikke længere er nok til hele arsenalet.

Derfor har vi lavet vores eget system.

I posen ligger “voksendelene”, som børnene kalder dem: slacklinen og træbeskytterne. Den voksne kan hurtigt snuppe posen og gå i gang med at sætte banen op, mens alle udfordringerne ligger i en helt almindelig plastikkasse, som børnene kan gå på opdagelse i.

Og den kasse genkender de med det samme.

De ved præcis, hvad der skal ske.

Legen starter, før motorikbanen er sat op

Jeg snupper posen med “voksendelene”, tager linen frem og lægger træbeskytterne omkring træerne. Ophængningsspænderne sidder allerede klar på linen, så jeg kan gå i gang med at montere og spænde banen op.

Imens går der cirka 30 sekunder, før fire børn har tømt resten af kassen ud på græsset.

Ringene bliver undersøgt. Rebstigen bliver foldet ud. Gyngen bliver diskuteret. Trapezerne bliver fordelt, som var der tale om pladserne på et meget vigtigt hold.

Og det betyder faktisk, at jeg sjældent hører:

“Er den snart klar?”

“Hvornår er du færdig?”

“Må vi snart komme op?”

De er allerede i gang.

De vælger udfordringerne, diskuterer rækkefølgen og beslutter, hvor let – eller nærmere hvor umulig – dagens bane skal være. Den ene mener, at rebstigen skal komme først. En anden insisterer på, at gyngen skal være i midten. En tredje har allerede fundet på en regel om, at græsset er lava.

Da linen er spændt op, er den første udfordring som regel allerede besluttet.

Så begynder næste del af legen.

Børnene bygger ikke kun banen – de bygger legen

En motorikbane til børn kan selvfølgelig bruges som en klassisk forhindringsbane: Fra den ene ende til den anden uden at røre jorden. På tid. Som hold. Eller med en opdigtet lavaflod under sig og en meget selvsikker syvårig som dommer.

Men det er sjældent dér, legen stopper.

Når børnene selv får lov til at vælge rækkefølgen og være med til at forme banen, bliver de ikke bare deltagere i en færdig aktivitet. De bliver medskabere af den.

De forhandler, prøver idéer af og finder løsninger sammen. Kan den mindste nå fra ringen til trapezen? Skal der være kortere afstand mellem to udfordringer? Hvad gør man, hvis én helst vil gynge, mens en anden vil gennemføre hele banen på tid?

Det er stadig leg. Men midt i legen øver børnene sig også i at samarbejde, vente på tur, forklare deres idéer og justere planen, når virkeligheden ikke helt følger den geniale tegning inde i hovedet.

Banen er ikke færdig, bare fordi legen er begyndt

Fem minutter senere kommer spørgsmålet næsten altid:

“Kan vi skifte gyngen ud med rebstigen?”

Selvfølgelig.

Gyngen af. Rebstigen på. Og legen fortsætter.

Det er noget af det, jeg selv holder allermest af ved Ninja Kid. Alle udfordringerne monteres efter samme enkle princip, så motorikbanen kan ændres undervejs, når børnene får en ny idé.

Den behøver ikke se ud på samme måde hele eftermiddagen. Og den behøver bestemt ikke se ud på samme måde næste gang, den bliver sat op.

Nogle dage handler det om at klatre fra start til slut. Andre dage bliver gyngen centrum for det hele. En dag er rebstigen den sværeste del af en forhindringsbane i haven. Den næste dag ligger den på græsset som agilitybane, mens børnene hopper ind og ud mellem trinene.

Børn har en ret imponerende evne til at finde anvendelser, som vi voksne aldrig havde planlagt. Heldigvis.

Fra forhindringsbane til piratskib, agilitybane og vandkamp

Vi voksne ser måske ringe, reb, trapezer og en gynge. Børn ser muligheder.

Ringene kan være en del af en motorikbane det ene øjeblik og håndtagene på et rumskib det næste. Rebstigen kan føre op til et usynligt piratskib. Gyngen kan være den eneste sikre ø, når græsset pludselig er blevet til hajfyldt vand.

På en varm sommerdag ender hele banen måske midt i en vandkamp, hvor det ikke længere handler om at komme hurtigst igennem, men om at nå fra den ene ende til den anden uden at blive ramt.

Man ved ikke helt på forhånd, hvad legen bliver til.

Og det er lidt hele pointen.

En god motorikbane bestemmer ikke, hvordan børnene skal lege. Den giver dem nogle rammer, de kan fylde med deres egne historier, regler og påfund.

Bevægelse, der ikke føles som en voksenopgave

Når børn klatrer, svinger, hænger og rækker ud efter den næste udfordring, bruger de blandt andet balance, koordination, grebsstyrke og kropskontrol.

Men for børnene er det ikke en træningsplan.

De tænker ikke over, at de er i gang med motorisk leg, eller at de øver sig i at vurdere afstande og flytte kroppens vægt. De prøver bare at komme over til den næste ring uden at falde ned i den opdigtede vulkan.

Det er netop derfor, en udendørs motorikbane kan noget særligt. Bevægelsen opstår som en naturlig del af legen. Børnene gentager den samme bevægelse igen og igen, ikke fordi en voksen har sagt, at de skal øve sig, men fordi de selv vil klare udfordringen – eller lige bevise over for deres søskende, at de kan.

Og hver gang noget lykkes, opstår der som regel straks en ny version:

“Nu prøver jeg uden hjælp.”

“Nu tager jeg den baglæns.”

“Nu må man kun bruge de røde ringe.”

Den slags regler ville sjældent overleve et voksent planlægningsmøde. I børneleg giver de perfekt mening.

Én bane – men ikke kun én måde at lege på

Det er hele idéen bag Ninja Kid.

Du kan flytte udfordringerne, bytte dem ud og ændre rækkefølgen, så banen passer til dagens børn, dagens mod og dagens idéer.

For børn leger ikke ens. Nogle kaster sig direkte ud i den sværeste rute. Nogle vil først se en anden prøve. Nogle elsker konkurrencen, mens andre er mere optaget af at opfinde historien omkring banen.

Derfor behøver en motorikbane heller ikke kun at handle om at være hurtigst eller stærkest. Den kan være et sted, hvor børn øver sig i deres eget tempo, hjælper hinanden og opdager, at en udfordring kan løses på mere end én måde.

Og når banen kan forandres, kan legen udvikle sig sammen med børnene. En lettere rute kan blive sværere. En kendt kombination kan vendes om. Nye udfordringer kan komme til, når familien får lyst til at udvide mulighederne.

“Bare lige én tur mere”

Den største udfordring med Ninja Kid hjemme hos os har aldrig været at finde på noget, børnene kan bruge banen til.

Det er at få dem til at komme ind og spise, når legen først er i gang.

For lige når man tror, at nu må de da være færdige, er der én, der får en ny idé. Gyngen skal flyttes. Banen skal prøves i den modsatte retning. Eller også mangler alle tilsyneladende bare præcis én sidste tur.

“Bare lige én tur mere.”

Den sætning kan godt gentages overraskende mange gange.

Måske er det netop dét, jeg holder mest af ved banen: Den bestemmer ikke, hvordan børnene skal lege.

Den giver dem bare mulighederne.

Og så tager fantasien over.